Hvorfor landlig stil.

Hej med jer.

Idag vil jeg fortælle hvordan jeg blev “forelsket” i den landlige stil.

Egentlig startede det nok allerede i min barndom, hvor jeg i ferierne besøgte min farmor og farfar på en lille skærgårds ø, ud for Byen Åbo, i Finland. Her voksede min far op og ligesom de røde Svenske træhuse – ja så ser husene ud på samme måde dér. Jeg husker at min farmor i sommerferien, når vi kom på besøg, stegte pletter (mini pandekager) om morgenen på det store brændekomfur og der “emmede” af ren hygge. Når det var koldt blev der tændt op i kakkelovnen, for selv om sommeren kunne man godt få brug for lidt ekstra varme, på de kanter.

 Min farmor og farfars hus i Finland

som min faster og onkel har overtaget.

Derudover har min moster og onkel haft flere huse i Sverige og jeg elskede også at holde ferie sammen med dem og min kusine. Især husker jeg det smukke røde hus i Agunnaryd og når vi en sjælden gang idag drejer forbi dér, ja så ligger det stadig i svinget og stråler som det smukkeste gamle røde træhus.

For ca. 11 år siden renoverede min mand Christian nogle loftsværelser i en ejendom på Frederiksberg til en fantastisk lejlighed. Der var loftsbjælker og loft til kip og meget mere. Køkkenet blev et Kvik køkken uden håndtag, helt glat, hvidt og lækkert, køleskab, emhætte, komfur i stål – alt sammen meget strømlinet og lækkert. Køkken og stue ud i ét osv. Jeg tror I kan se det lidt for jer. En noget anden stil end idag. Kort efter vi var flyttet ind dér, købte vi et renoveringsprojekt af dimensioner i Sverige.  Gammelt lettere faldefærdigt rødt hus. Stort hul i taget og linoleumsgulve lilla vægge osv. Men vi kunne se mulighederne i det og vi gik igang med at renovere og forsøge at genskabe det oprindelige hus. Der har været masser af hårdt arbejde undervejs og vi er stadig ikke færdige 🙂 men vi har elsket det fra dag 1.

 

Det uperfekte perfekte vil jeg kalde det, for der er mærkelige indbyggede skabe, skæve vandrør osv som bare er som de er og får lov til at blive ved med det. Der er også hyggekroge med gamle svenske møbler sammen med gamle ting herhjemme fra. Ting der står fremme i dåser og kasser, fordi det bliver brugt hele tiden.

 Vores hyggelige fristed i Sverige

Derudover er der alle de andre ting som fred og ro, den smukke natur og dyreliv så tæt på – jeg kunne blive ved. Dette fristed kostede os 200.000 danske kroner. Det er altså ikke meget sommerhus man får herhjemme for de penge, men for os er det guld værd.

   

Grunden til jeg fortæller jer dette er, at da vi efter at have boet i den nyrenoverede lejlighed på Frederiksberg i et par år, ja så købte vi vores første hus i Rødovre og skulle igang med at renovere det.

Dér havde jeg Sverige i tankerne ,da vi skulle igang med planlægningen af projektet. Jeg  havde fundet ud af, at jeg godt kunne lide tanken om at have et hjem som man kan se bliver brugt. At have det pænt samtidig med, at det er en del af en stil, at have ting fremme som man bruger og give det et gammelt udseende og lidt nostalgi og romantik.

Jeg fik overtalt min mand, Christian, til at vi skulle have et såkaldt landkøkken med det svenske pärlspont på væggene. Jeg ville så gerne prøve at skabe noget af den samme hygge hjemme som vi havde i Sverige og jeg fik heldigvis min vilje, for Christian var enig i mine synspunkter og vi havde nogle gode snakke om, at den landlige stil virker meget mere imødekommende og hyggelig og vi ville gerne skabe et hjem, hvor man straks, når man kommer ind, får lyst til at slå sig ned og sludre og hygge sig.

Køkkenet er et meget centralt sted i huset og må gerne se ud som om det bliver brugt, så ting må gerne stå fremme i glaskrukker og dåser. Hylder med praktiske ting osv.

Så vi rev ned og byggede om og det blev vi rigtig glade for. Men altså.. skæbnen ville det sådan, at vi kun boede kun i huset i Rødovre i 2 år da der var nogle entreprenører der gerne ville købe huset og grunden, til at bygge en Fakta – ja sådan kan det gå – og derfor bor vi nu i Allerød – og det er vi rigtig glade for. Her skulle vi imidlertid også renovere forfra :-O Hi Hi men mest fordi vi ikke kunne undvære den landlige stil, som vi var blevet rigtig glad for og nu var vi jo i træning, så det var bare med at komme igang. Derfor blev vores nye tilbygning, som fungerer som spisestue, bygget i svensk stil i træ med hvide pyntelister og smukke vinduer og døre og det rum kalder vi for “lille Sverige” for dér har den fået “hele armen” med det landlige look. Det er iøvrigt dér rigtig mange af mine billeder bliver taget. Køkkenet er også meget landligt med åbne hylder, træbænk, retro gaskomfur og ikke mindst Christians emhætte skjuler i gammel stil.

Selve huset er ca. 100 år gammelt og selv om det udenpå ikke ser så gammelt ud, da der er blevet bygget til flere gange har vi bevaret den gamle stil inde i og har sat en gammel brændeovn op i stuen, købt gamle døre hos Genbyg med afskallet maling osv..

Vores møbler er også gamle – nogle istandsatte andre ikke. Vi kan godt lide at man ikke skal passe på, når man er hos os. Der er ikke noget der har kostet en formue og kun én bænk som var et meget stort arbejde at ombetrække, er jeg lidt øm over…

    

Jeg har igennem årene, heftigt, studeret udenlandske magasiner, blogs osv og som du sikkert har bemærket, så har denne country stil,  sat sig lidt “på hjernen” 😀 he he og Ja, det var altså starten på det hele og for 3 år siden åbnede jeg den lille webshop Roser er røde.

Den vil jeg fortælle mere om i et andet indlæg 😉

Jeg håber ikke du er faldet i søvn undervejs.. zzzzz… hi hi..

Kh Carina

 

Loading

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar