Tip til en stressfri jul

Stressfri jul

Er der overhovedet noget der hedder det, kan du tænke.. og jeg tror det er svært at undgå noget juletravlhed. Men derfra og så til stress er der alligevel et stykke vej og det gælder om at holde fokus på, at det handler om hygge, nærvær og glæde. Og hvis der er for meget “støj” der forstyrrer netop de ting, så kan det være at du kan bruge noget af dét jeg har skrevet her. 

Helt overordnet så er julen for de fleste af os, forbundet med hygge, god mad, traditioner, familie, kærlighed og mindeværdige øjeblikke. 

Hvis det er dig der skal stå for juleaften i år, så har du måske allerede en smule sved på panden og er ikke helt sikker på om der er styr på det hele. 

Selv er jeg lidt bagud ift. juleplanlægningen i år og måske fordi det ikke er mig selv der skal holde selve juleaften men bare skal komme med min familie, ris a la manden, mandelgave og en stegt and.. Det er jo til at overskue. Min kusine og jeg skiftes til at holde selve juleaftenen men i mange år var det mig og min mand der stod for det. Efter min kusine er flyttet og har fået mere plads, så skiftes vi. Og det er dejligt.

Så med min efterhånden mangeårige erfaring, vil jeg gerne videregive nogle tips til dig. Nogle kan du måske bruge, nogle af tingene gør du allerede og andre kunne du ikke drømme om. Det skønne ved julen er jo, at vi hver især gør det på vores egen måde.

I år har jeg tænkt over det med at få roen og hyggen tilbage. Slippe det perfekte og være til stede i al den hurlumhej som der også er i julemåneden..

 Så følg med her og læs mine tips til en lidt mere stressfri jul.

 1. Juleønsker:
Først og fremmest skal du og din egen lille familie snakke om hvordan  I ønsker at holde julen.

Hvad er mest vigtigt i år. Har vi nogle særlige ønsker til hvem vi er sammen med og hvem der holder juleaftenen. Ofte drukner ens egne behov i alle de hensyn man synes man skal tage til andre og det duer bare ikke. Det bliver man stresset og irriteret af og ender med at føle, at julen bare skal overstås. Og noget man lægger tid, følelser og kræfter i, er ærgerlige anstrengelser, hvis det så ender med at man bare drømmer om at få julen overstået 

 2. Husk at prioritere det vigtige og at skære det ligegyldige fra. 

F.eks. Det bliver ikke en bedre jul af, at du har gjort dit/jeres hjem pinligt rent til juleaften. Hvis du er lidt af et rodehovede, nytter det ikke at du stresser dig selv med at skulle gøre dit/jeres hjem rent og ryddet – som i et boligmagasin. Din familie og dine gæster kender dig og ved hvordan du er og lægger ikke mærke til lidt rod og nullermænd i hjørnerne..  

Det handler om at hygge både op til jul og selve juleaften også. 

Har du børn som skal have pakkekalender eller nisse gaver så gå igang i november både med at købe, selv lave, osv.. og også pakke dem ind og sætte tal på, så du ikke sidder og stresser over det aftenen før d.1 dec. Køber du ind til nogle dage af gangen, så er et honninghjerte fra bageren, en grydeske i børnestr., kageudstikkere, en særlig hilsen fra jeres hus-nisse (hvordan man siger jul på 20 forskellige sprog f.eks. Eller en skattejagt på en særlig julehistorie som mor eller far skal læse op ved sovetid osv..) Det gælder om at sætte fantasien igang så man ikke ender med ligegyldigt plastiklegetøj til en 10er ?

3. Planlægning, planlægning..

Åhh tænker du måske – det får jeg aldrig gjort..

og selvfølgelig er det godt at være i god tid med planlægningen men om det så er en uge før jul – så få det gjort. Lav en “to do liste”  Det skaber ro og du ved præcis hvad der skal gøres og hvad du skal have andre til at gøre for dig og hvor du skal sige “nej tak”  

4. Få lavet aftaler omkring gaver med familien.

Beløb, ønsker osv. allerede i slutningen af november. Jo før jo bedre.

 5. Aftaler og sammenkomster.

Man kan evt hænge en særlig december kalender op med aftaler i december. Husk at man ikke behøver at sige ja til alt hvad man bliver tilbudt.

 6. Gaveindkøb 

At købe gaver. Hvis ikke i november så i starten og midten af december. Det er ofte gaverne som stresser i sidste ende.. .

 7. Gave-tip:  

I vores familie får de voksne kun én gave hver og vi trækker lod om hvem der giver til hvem og aftaler et max beløb man må købe for. På den måde får alle en gave, vi sender en ønskeseddel til rette person og der bliver ikke brugt særlig mange penge. Børnene får fra alle og er ikke med i denne ordning. Derudover medbringer man også en pakke til en pakkeleg. Nogle år sløjfer vi helt pakker til de voksne, det beslutter vi hvert år i november måned. 

8. Maden: 

Husk du ikke skal stå for det hele. Lav aftaler omkring hvem der laver hvad og tager med juleaften. Hvis I bliver mange juleaften skal værterne ikke stå med det hele – at blive inddraget som gæst ved at skulle medbringe en stegt flæskesteg eller ris a la manden, gør det både lidt uformelt og mere hyggeligt og så har værterne mere overskud til at også de får en dejlig aften. 

9. Traditioner i december.

Uanset om du har små, store eller voksne børn, så hold en bage-og klippe/klistre dag i december for jer selv og måske bedsteforældrene. Det er ofte i disse stunder at julestemningen rigtig starter og det er en hyggelig tradition at have i sin familie. Det behøver bare at være kaffe og te man serverer, småkagerne smager man på undervejs – så er der lidt til ganen også. Man kan også lave en bage og konfektdag – så er det bare om at passe på man ikke får ondt i maven af alle smagsprøverne?

Det er som om vi er blevet mere bekvemme og værdsætter julebag fra en god bager i stedet for selv at stå i køkkenet. Hvis du ikke selv kan overskue det, så er det bare om at spørge bedsteforældre eller venner om de kan stå for det. Det kan også være en dejlig tradition med nogle rigtig gode venner. Så får man julet lidt med dem også.

Husk igen at lade familien/vennerne deltage i indkøb og forberedelse. Det er ikke dig der nødvendigvis skal servicere.

Adventshygge og nisseballade hører også til hyggelige juletraditioner.

10. Juleaften.

Når det endelig er selve DAGEN, så kan der være tid til hygge og afslapning også, hvis man har forberedt sig godt..

Her er lidt gode råd og fif..

Dæk bordet d.23. 
Indrag også børnene og de kan godt lide at få nogle små opgaver. Det får dem til at føle sig vigtige ift. at alle får en god juleaften. F.eks. folde servietter, lægge knive og gafler, lufte hunden osv.. 

D.24. Sov længe (hvis ikke du har børn eller kæledyr der vækker dig) hyg dig med din mand/kone/børn og prøv at lægge en eftermiddagslur ind i planlægningen. Måske skal I også i kirke ..

Sæt gang i maden.. 

 Under middagen: Giv dine gæster en rolle. Én sørger for at fylde sovsekanden op undervejs, én sørger for der er kød på fadene, 2 sørger for at lave kaffe og stille kopper frem efter maden osv..

Hos os er de store børn “tjenere” for de ældste i familien. De sørger for at de har noget at drikke og mad på tallerknen og hyggsnakker med de gamle imens.  Jo mere man føler sig inddraget jo mere uformelt og hyggeligt bliver det. 

                                                                   ??♥️??♥️??♥️

Så ro på og hvis du synes du allerede nu er bagud – så er det med at få dine nærmeste til at hjælpe dig. Alle vil gerne hjælpe og du skal ikke være flov over, at bede om hjælp.

 Her i landet kan julen godt gå hen og blive det helt store stressede gaveræs og aftenen drukner i timevis af gaveudpakning og røg i køkkenet. Der bliver måske småvrisset af hinanden og man kan sidde bagefter og undre sig over hvorfor det ender på den måde.. For alle har jo de bedste intentioner. Derfor synes jeg at værten/værterne skal gøre sig det klart fra start, at det er dem der inviterer og dem der styrer overordnet. Hvis det er gjort klart allerede i starten af december, så er de utilfredse stemmer om at “vi plejer altså at gøre det på en anden måde” forstummet når vi når hen til juleaften. Sørg for at alle bidrager og hjælper til … og lad nu børnene få gaver både før, under og efter maden.. og gem evt. et par stykker til næste morgen ?♥️

Husk At fokusere på det vigtigste – at bare være sammen og nyde en rar aften med familien. At få snakket om dem der ikke er her mere og dem man savner, dét hører sig også til.

Husk også at tage billeder. Det er skønne minder. Hos os har vi en tradition med at vi ser på billeder fra nogle juleaftener for mange år siden imens vi drikker kaffe og spiser småkager og konfekt. Det bringer mange minder og sjove historier frem og det er noget hvor de ældre nyder at kunne være med til at fortælle om.

Lav lidt fis og ballade med hinanden og børnene og få grinet højt – så skaber man nye minder som man selv og den nye generation tager med sig videre.. 

Et lille sidste tip:

Her hos os er vores børn efterhånden voksne men bor hjemme. Sidste år indførte vi noget nyt ift adventsgaver. Noget som de kan tage med sig videre og måske selv kan forsætte med efter de engang er flyttet hjemmefra. Når man har tre unge mennesker der er på vej i hver sin retning i livet, synes vi som forældre, at vi ville give dem noget som de glædes over sammen og som bringer dem sammen på en anden måde end i hverdagen. Da det er lidt dyrere end alm adventsgaver, har vi skåret det ned til 2 gaver. Den ene var en biograftur sammen, med popcorn og hvad der ellers hører sig til. I år så de “last Christmas”  Næste adventsgave er en brunchtur et godt sted i Hillerød, hvor de også var sidste år.. De glæder sig og synes det er rigtig hyggelige adventsgaver – uden forældre – bare søskendehygge – og så er det tip også givet videre.. 

(To halvgamle hø-nisser ???)

Jeg håber at mine overvejelser og bud på en stressfri jul er noget du kan bruge. 

Jeg ved godt at alle holder jul på sin måde og at økonomien er forskellig. Jeg har forsøgt at få mine råd kan ramme de fleste, men klart nok ikke alle, det ved jeg godt. 

Rigtig glædelig og hyggelig jul. 

Og husk at du kan bestille dine gaver hos hyggehjem.dk og at vi pakker pænt ind helt gratis, så pakkerne er lige til at lægge under træet.

Kh. Carina

  

 

Loading

Skriv et svar