Dette er et meget personligt indlæg og jeg har ikke prøvet at være så personlig og skrive offentligt, når noget er svært. Men jeg blev ramt lige midt i hjertet for nogle uger siden og det rystede mig og satte en masse tanker igang.
Jeg giver dig hele historien og måske bliver det for meget for dig at læse undervejs. Det er helt ok. Det er på en måde også en slags terapi for mig at skrive det hele ned, så det er ok hvis du ikke orker at læse det til sidste punktum… men her kommer min historie.
••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••
Om venskaber, familie og om sygdom og sorg – om at miste
Vi går alle gennem livet og får venskaber og relationer, ud over den nære familie der præger os og sætter spor i os. Nogle gange kan venskaber blive så tætte, at de føles som familie, altså som de aller nærmeste.
Jeg er sikker på du kender det og det er så skønt når man møder nogen man “føler sig hjemme” med og som man kan dele sine inderste tanker og følelser med. Venner eller veninder kan være dér, hvor man også lufter frustrationer over familie problemer eller problemer med forældre, kæresten eller ægtefællen, børnene osv, men også hvor man deler oplevelser, uddannelser, eksamenlæsning og meget mere.
Jeg tror ikke jeg er den eneste som har oplevet, at tætte venskaber kan blive mere perifære sådan “ad åre”. Man flytter måske langt væk fra hinanden, den ene står med to små børn og den anden lever det vilde singleliv osv. Man kan bare være to forskellige steder i livet og så pludselig går der længere og længere tid i mellem man ses. Små uoverenstemmelser kan pludselig fylde mere og man går hver sin vej.
Men det man havde sammen – oplevelser og samtaler, at kunne se og mærke hvad hinanden går igennem og støtten og opbakningen og også alt det sjove som man har lavet sammen – de ting tager man med videre. Når tanken strejfer omkring den gamle ven eller veninde, bliver man varm om hjertet og håber at alt går godt.
I disse tider med sociale medier, bliver man venner på facebook og følger lidt med fra sidelinjen. Det er så nemt og hey, så føler man sig ikke så langt væk.
Men vi ved også godt at Facebook kan ikke erstatte rigtige relationer og det er især barndommens venner og veninder, som vi nogle gange mister hen ad vejen og kun har sporadisk facebook-kontakt med, som vi glemmer, hvor meget har betydet. Det duer bare ikke og jeg vil opfordre alle som læser det her, til at give sin gamle ven eller veninde et ring og hør hvordan det går men jeg tror også det kan være en god idé at lave en liste til sine nærmeste, om hvem der skal informeres hvis du bliver alvorligt syg, kommer ud for en ulykke eller dør. Skriv tlf.nr ned eller facebook profil, så der kan ringes eller skrives til de rette. Og ja her er facebook ok. For hvis dine nærmeste står med en stor sorg kan det være meget svært at ringe til 25 gamle venner og fortælle den triste nyhed. Men lav en liste og gem den på din computer. Fortæl din nærmeste hvor den er, i tilfælde af, det bliver nødvendigt. Hvis du er rigtig vaks, skriver du et par ord om hvor du kender personerne fra og lidt andre nøgleinformationer.
Og ja, som du nok har regnet ud, så er der en grund til jeg har tænkt over dét her.
For nylig har jeg har oplevet et for mig pludseligt dødsfald og nej, jeg vidste ikke hun var så syg og det kom som et chok at hun pludselig ikke var her mere.
Mettes og mit forhold vil jeg fortælle dig lidt om i det følgende og hvor chokeret og trist jeg blev, da jeg fik at vide at hun var død. Så forstår du mit budskab ♥️
Døden… Vi ved det godt. Det er en del af livet. Mennesker vi holder af bliver gamle, de dør. Nogle lidt før andre men det er livets gang.
Dér hvor det rammer os særligt hårdt, er hvis det er et barn, et ungt menneske eller en jævnaldrende. For det er da ikke livets gang eller jo – måske er det men det er heldigvis meget sjældent – og så er det dét der bare ikke må ske. For mig eller dem jeg holder af.
Og så sker det lige pludselig.
BUM
En veninde. Én jeg har kendt siden min tidlige barndom.
Chok og forfærdelse… det er løgn… det kan ikke være rigtigt.
Chok og forfærdelse… det er løgn… det kan ikke være rigtigt.
“Efter kort tids sygdom” stod der i facebook opslaget. Hvilken sygdom? Havde godt lagt mærke til at det var nogle måneder siden hun sidst havde lagt noget op på facebook, men død!! Tårerne kom med det samme. Nej, det kunne bare ikke passe. Jeg fik skrevet til hendes søster og fik lidt nærmere forklaring. Men chokket var stort og jeg blev rigtig ked af det.
Her er historien om Mette og mig.
Vores forældre blev venner og vi blev veninder. Da vi var meget små. 5-7 års alderen.
Mine forældre havde andre venner med døtre men Mette og jeg – vi “klikkede” fra dag 1. Hun havde lyst bølget hår og stærke, intense, nysgerrige og meget smukke blå øjne. Hun havde et lyst og positivt sind. Der var gang i hende og der skete altid noget, når man var sammen med hende. Vi grinte ekstremt meget når vi var sammen. Vi havde hemmeligheder sammen. Det var os mod de irriterende forældre, som vi jo alligevel elskede så højt. Hendes forældre blev en slags reserveforældre for mig og mine for hende. Jeg kan huske at min mor altid tog Mette i forsvar, hvis Mettes mor skulle beklage sig lidt over sin “vilde” datter og det syntes Mette var så fedt ? Mette fik sig også en lillesøster Pernille, som naturligt nok krævede sine forældres opmærksomhed men som vi synes var frygtelig irriterende når vi endelig var sammen og gerne ville dele vores hemmeligheder med hinanden.
Der var lidt fysisk afstand i mellem os. Men det var ingen hindring. Jeg har mange gange taget bussen ud til Kastrup og mødtes med Mette. Vi delte en overgang en hesteinteresse og jeg var med på Mettes rideskole. Hun tog mig også med hen på hendes skole når der var sommerfest og jeg blev introduceret for hendes veninde som også hed Mette og hun blev introduceret for min veninde Anne.
Vi var på tur til en hytte i Sverige med begge vores familier og vi var med til hinandens fødselsdage, konfirmationer og andre familiesammenkomster. Også med til vores forældres fester, hvor de kunne blive lidt fulde og i vores øjne ekstremt pinlige.
Vi var på tur til en hytte i Sverige med begge vores familier og vi var med til hinandens fødselsdage, konfirmationer og andre familiesammenkomster. Også med til vores forældres fester, hvor de kunne blive lidt fulde og i vores øjne ekstremt pinlige.
Vi havde også perioder hvor vi ikke så hinanden. Vores aldersforskel på to år medførte at jeg i perioder syntes hun var lidt lille og også lidt irriterende. Men det gik altid over og i de tidlige ungdomsår, hev hun mig med hen i vandtårnet, i nærheden af hvor hun boede, hvor der var ungdomsklub og dans – så jeg lige kunne se ham hun havde et godt øje til. Hun var med mig på Hampeland ungdomsklub i Ølstykke hvor jeg nu var flyttet hen med mine forældre og derfor var afstanden i mellem Mette og mig nu blevet større.
Men der er bare noget særligt med de venskaber man danner i barndommen. Eller søskende forhold. For de minder lidt om hinanden. Man kender hinandens baggrund og der er ting og forhold der ikke behøver blive forklaret. Derfor er det også så nemt at mødes igen, selv efter flere års afstand.
I gymnasietiden mødtes vi ikke så meget men snakkede ind i mellem i tlf. Vi var i fuld gang med at være unge kvinder der skulle lære at stå på egne ben og ud at feste og danse hver weekend.
Og på et par år efter får Mette en god idé. Hun fortalte mig om en planlagt tur til USA som au-pair. Hun spurgte mig flere gange om ikke det var noget for mig… men næ nej tak. Det lød lidt for vildt i mine ører men jeg var også lidt misundelig over, at hun bare turde springe ud i det. Men det var typisk Mette. Hun tog afsted med sin veninde Mette og det gik selvfølgelig super godt. Jeg blev hjemme på mit kollegieværelse men efter 6 md og en afbrudt folkeskolelærer uddannelse og en kærestesorg, ringede jeg til Mette og spurgte om hun kendte nogen der kunne bruge en au pair. Ja da, var hendes svar, jeg ringer lige til dig om et par dage. Hun ringede tilbage og fortalte om Lucy og hendes datter Allison, hvor deres au pair var på vej hjem efter endt ophold. Så i løbet af 3-4 uger havde jeg fået visum og sad i flyveren, på vej til Californien, på vej til Mette og til en lille familie hvis datter jeg skulle passe.
Jeg kunne skrive meget om vores tid sammen i USA. Men lad mig nøjes med at sige, at det var en fest. Jeg blev introduceret til et par jyske piger Helle og Marianne som de havde lært at kende derovre og vi havde bare “gang i den”. Mette, Mette og jeg tog på en ferietur til Hawaii undervejs og vi drønede rundt i Californien, Arizona og Nevada i en gammel rød Folkevogn sammen med Helle og Marianne. Da deres au-pair år var ovre, festede jeg videre med to nye danske piger, Charlotte og Tina.
Da vi alle var hjemme igen blev Mette og jeg ved med at ses og Marianne flyttede fra det Jyske herover. Marianne og jeg så meget til hinanden og hun fandt sin Lars og jeg fandt min Christian. Vi gik alle igang med uddannelser men mødtes stadig til fester, koncerter, bryllup og meget mere.
Da jeg blev mor som den første, skabte det lidt afstand i mellem Mette, Marianne og jeg. Vi var nogle meget forskellige steder i livet og pludselig skulle Mette ud at rejse igen. Men selv om vi ikke så hinanden så ofte mere, så blev Mette og jeg jo heldigvis vel forsynet med nyheder, fra vores forældre som var bedste venner. Så på den måde var vi altid opdateret om hinandens gøren og laden.
Så ville skæbnen, eller hvad man nu kan kalde det, så dét at vores forældre blev uvenner. Som i virkelig uvenner. Eller det er lidt forkert formuleret. Vores fædre blev uvenner men konsekvensen var, at vores forældre holdt op med at se hinanden. Min mor blev samtidig syg med brystkræft og skulle opereres m.m. Min mor var ulykkelig over at miste især Mettes mors venskab men min far var stejl.
Jeg syntes de var tåbelige, for de havde været venner i ca. 25 år og helt ærligt…
Jeg sagde højt og tydeligt til mine forældre at deres uvenskab tog jeg ikke del i og at det ikke skulle påvirke Mettes og mit forhold… men det kom det jo alligevel til, fordi Mette og jeg aldrig rigtig fik snakket om det. Så efterhånden snakkede vi mindre og mindre sammen, men for år tilbage, så fandt vi hinanden via facebook og fulgte med i hinandens liv fra sidelinjen og vi skrev sammen. Jeg var altid lidt bange for at hun måske gik rundt og var lidt sur på mig, når nu vores forældre var sure på hinanden. Helt åndsvagt… for selvfølgelig var hun ikke dét. Vi skrev sammen i sommer, da min mor døde og aftalte at mødes efter ferien. Men så blev hun stille og jeg tænkte at hun måske havde fortrudt… men nej der var bare sket noget som jeg ikke vidste. Og hendes mand kendte jeg ikke rigtigt og hendes forældre er slet ikke på de sociale medier. Så jeg forstod ikke helt hvad der foregik og nej, jeg bærer ikke nag. Jeg kan godt forstå at jeg gik rundt i uvidenhed. Det var jo år siden vi sidst havde set hinanden.
Og det som jeg gerne vil formidle ud i verden og til dig, er at relationer skal plejes og ikke kun igennem facebook. Vi skal ringe til dem der betød noget engang og som vi stadig tænker på. Det er ikke fordi man behøver at ses mere end engang om året eller hvert andet år f.eks. Man skal bare have noget mere rigtig kontakt. Hvor man kan høre den andens stemme og tonefald. Grine af gamle oplevelser og ajourføre dét der er sket siden sidst… og er der uoverenstemmelser, så få snakket og tilgivet og kom videre…
Og så har jeg dette forslag til dig. Få lavet dig en liste med dem der skal kontaktes hvis der sker dig noget. Der er nemlig ingen der ved hvad der sker i morgen. Og os der ikke er 20 år længere, har mange relationer som har betydet meget i en periode. Tænk hvis jeg havde haft mulighed for at ringe Mette op undervejs i sygdomsforløbet og snakke lidt om gamle dage og fortælle hende at jeg tænkte på hende. Det ville jeg bare så gerne have haft mulighed for.
Nu kom jeg så til hendes begravelse. Og det var tungt. At give hendes mor og far og søster et kram efter år med afstand pga ligegyldigt, ubetydeligt, åndsvagt uvenskab.
En super sød præst der kunne sige så mange fine ting om Mette og efterfølgende af nære venner, også en uddybelse af et kort sygdomsforløb, der havde været så umenneskeligt smertefuldt. Det var så sørgeligt og det “billede” der står printet i mig, er da hendes mor og far kom gående ned af kirkegulvet bærende på deres datters kiste og med sorgen malet i deres ansigter. Dér var det slet ikke til at bære, så trist og sørgeligt at det ikke kan beskrives. Forældre skal ikke lægge deres børn til hvile.
Og nu er hun væk. Jeg kan stadig høre hendes stemme for mig og hendes grin. Hendes måde at blive begejstret på og hendes måde at få alle til at føle sig godt tilpas på. Men nu er hun væk.
Jeg er ked af det. Det har rystet mig.
Jeg har efterfølgende brugt tid på, at have lov til at være i min egen verden. Med tanker og minder om Mette.
Så derfor har jeg været stille på bloggen, på fb, insta osv. Nu hvor lyset og det spæde forår er kommet, er jeg ligesom vågnet igen og nu skal jeg igang med at arbejde igen. Med shop, butik osv. Det var nødvendigt for mig at lukke den fysiske del af Hyggehjem i et par uger, så jeg har lidt tid til at blive mig selv igen og få gjort butikken forårsklar.
Det blev en lang historie og hvis du har læst den til ende, vil jeg sige dig mange tak for det. Jeg er en følsom kvinde som du nok har regnet ud og dette ramte mig lige i hjertet.
Det er så kliché agtig at sige, du skal huske at leve her og nu og nyde livet. Men det skal du og os alle sammen.
Til sidst vil jeg komme med et par gode råd til dig som er ramt af tristhed og tab. Det er ikke sikkert det vil virke for dig men det har hjulpet mig så derfor giver jeg det videre.
Gå ture ved havet. Havets brusen og vindens blæst – det er som om man trækker vejret på en anden måde. Dybere og man bliver fyldt op af ilt igen. Skoven er også et fantastisk sted at lade tankerne vandre se og opdag livet i skovbunden, lyt til fuglene og jo de er godt igang oven på den milde vinter. Tag en tur i Plantorama eller en anden stor planteskole. Gerne en hverdag, hvor der ikke er så mange. Jeg elsker at gå alene rundt i det kæmpestore drivhus, hvor lyset strømmer ind og jeg drømmer mig hen til lunere dage i haven eller på terrassen med masser af smukke blomster. Ofte kommer jeg hjem, kun med et par krydderurter men der er noget positivt ved at gå og kigge på alt det der spirer og gror ???
Og så har jeg været ekstra god til at vælge til og fra ift invitationer omkring middage, besøg osv. At mærke hvad jeg havde brug for. Og det bedste for mig, har været at snakke med mine to gode veninder. Og Christian selvfølgelig. Og min kusine som uden at sige så meget, har vidst hvor hårdt det var og som også blev rystet over beskeden om Mettes død. Alle andre har jeg holdt lidt på afstand, til jeg kunne mærke at jeg var klar igen. Jeg har en bog liggende som jeg gerne vil læse “Skyggedanseren” Sara Omars fortsættelse af hendes første roman dødevaskeren. Men den har jeg ladet ligge. Det er ikke lige nu. Dødevaskeren græd jeg over… den var så grusom og det bliver ved med at være grusomt i fortsættelsen, har jeg ladet mig fortælle, så nej det er ikke lige nu… i stedet for har jeg købt en bog af Louise Hay, der hedder “Hav tillid til livet” 1 side til hver dag om at leve livet og elske sig selv. Det burde være så simpelt men kan være svært…
Jeg plejer mig selv med lange bade, cremer, masker osv. Det giver en skøn velvære ? Kristina Trolles visdomskort er jeg også glad for og de minder mig også om de små vigtige ting i livet.
Har du gode idéer til hvad man kan gøre for sig selv når det uventede og triste sker, så del det i en meget gerne i en kommentar ?
Det var min historie. Der er sikkert mange af jer som har stået i samme situation. I sommer døde min mor og selv om det var ventet så savner jeg også hende. Vi ville have grædt sammen over Mettes død. Men jeg tror på at hun er hos mig og passer på mig ? sådan er jeg bare ??
(Jeg lavede i øvrigt selv buketten til Mettes bisættelse, ligesom jeg også gjorde til min mors. Det er faktisk rigtig rart og meget personligt at lave og ikke spor svært. Det kan være jeg laver en blogindlæg om dét en anden gang ?)
Kan du nu passe godt på dig selv og lev dit liv som du ønsker det?
Kh Carina
Af hjertet TAK for din historie ♥️
Mange tak ❤️